Ligeværdighed i relationer med andre
Jeg er optaget af, hvordan jeg er i relationer med andre. Eller rettere hvad der går i spil hos mig, når jeg er sammen med andre. Hvordan sammenligner jeg mig og vurderer andre?
Sammenligning og vurdering af andre er en meget basal og integreret del af en socialisering med andre. I mødet med andre inspireres, motiveres og udvikles vi.
Ofte er det en mere hæmmende måde at sammenligne mig med andre på, jeg bringer i spil. En måde der gør mig i tvivl om mig selv, finder mig selv for let eller for tung, en måde, hvor den anden bliver vurderet med en værdidom – god/dårlig, for meget/for lidt osv.
Disse vurderinger kan i høj grad påvirke kvaliteten af vores relation til den anden. Ved at se på din types typiske indre stemme, vil det afsløre sig, hvordan du sammenligner, og hvordan det kan spænde ben for at være i en ligeværdig relation med andre.
Her er et par eksempler:
Hjertetyperne, 2,3 og 4 vil kredse om deres egen værdi i relation med andre. De positionerer sig over eller under andre, og kan derfor i højere grad konkurrere og bedømme både sig selv og andre.
2´ere bliver fanget i, at de i deres stræben efter at være hjælpsomme over for andre, kommer til at se sig selv mere betydningsfulde. Her glemmer de at have fokus på egne behov, og at kunne tage imod det andre giver dem.
3´ere bliver fanget i at konkurrere med andre med det formål at ville fremstå bedst muligt. I relationer betyder det, at de meget pragmatisk skifter udtryk for at opnå en status af den “bedste ven” eller “bedste partner” – afhængig af hvad der er i situationen, er påkrævet. Her mister de deres autentiske selv undervejs.
4´ere bliver fanget i at sammenligne sig med andre, hvor de vil blive overvældet af følelser omkring at være mindre betydningsfuld end andre, og vil trække sig i relationen. De mister altså kontakten med deres betydning og styrke i relationen med andre.
Når vi finder modet til at stå i vores kald til at være de unikke mennesker vi er, så sætter vi hinanden fri til at være dem, vi skal være – med den positive sammenligning og vurdering, hvor vi “kappes om at vise hinanden agtelse”.
Hvad sker der i dig, når du sammenligner dig med andre?