Sårbarhed kan ses som det sted, hvor jeg gør mig tilgængelig – og heri ligger det sårbare. At andre kan komme ind i mit inderste, at jeg lader mig selv åben til at andre kan besøge mig i mine ømme og personlige områder, og med den fare, der ligger i det…
En forhindring for at gøre sig tilgængelig er ofte skam.
Skam er den del af mig, som forhindrer mig i at være med den, jeg er. Skammen hænger tæt sammen med frygten for at blive afvist, idet jeg viser, hvem jeg er, og hvad jeg bærer i mit indre…
I Enneagram-arbejdet vil skam ofte være en stærk følelse, som kobler sig til denne grundfrygt for, at hvis jeg ikke lever op til min types beskyttelse af mig, da vil jeg stå i en alt for sårbar situation.
Der vil derfor være forsvarsmekanismer, som vil aktivere sig. Det viser sig som eksempelvis tilbagetrækning, præstation, perfektionering eller at sætte et panser omkring ens følelser – også koblet til ens Enneagram-type.
Hvorfor så alligevel arbejde med at gøre sig tilgængelig og sårbar, når det opleves så frygtsom?
Der er noget helt centralt forløsende i at tage sig selv alvorligt på et dybere plan.
At når jeg ikke gør det, så flyder sårbarheden ud uønskede steder. Det viser sig som spidse kommentarer, smerter i kroppen, tankemylder, dårlig søvn og negative tanker mm. Det vil sige at jeg bliver skrøbelig i min sårbarhed. Skrøbelighed er den – sårbar på den ikke-stærke måde…
At når jeg tager mine følelser alvorligt uanset hvor ubehagelige de måtte opleves, og er med dem, da slipper de sit skræmmende ydre og forvandler sig til sårbarhedens styrke, som Brené Brown så fint har banet vejen for at kalde det.
Sårbar som skrøbelighed og sårbarhed som styrke – det er en hårfin balance, og der skal mod til at afsøge de perspektiver i sig selv.
